”Jeg kunne mærke, at her ser man de unges individuelle behov”
Der gik to døgn, fra Lukas Nicholson havde besøgt Mervibs opholdssted i Grevinge, til han takkede ja til jobbet som socialpædagog og købte en bil, der kunne fragte ham fra hjemmet i København til den vestsjællandske landsby. Tre år efter holder det menneskesyn, han mødte, da han besøgte stedet første gang, stadig stik.
Af Eva Frydensberg Holm
Lukas Nicholson var ikke tvivl, da han i maj 2020 fik tilbudt et job på Mervibs afdeling i Grevinge, der er et opholdssted for unge med autismeforstyrrelser. Dengang arbejdede han som socialpædagog på et paragraf 108-tilbud for voksne mennesker med autisme, men var blevet inviteret op for at se stedet.
”Da jeg kom hjem til København, gik der to døgn, så havde jeg købt en bil og sagt ja til jobbet,” fortæller Lukas Nicholson og fremhæver det menneskesyn, der gennemsyrede stedet, som det, der fik ham til at takke ja til jobbet som socialpædagog på opholdsstedet i Grevinge.
”Jeg kunne mærke, at her så man de unges individuelle behov. Der, hvor jeg kom fra, var det mere ’one size fits all’. Man skulle banke på alle døre hver morgen klokken otte. Og så skulle de have havregrød til morgenmad. Jeg spurgte virkelig ofte: ’Hvorfor? Han kan jo ikke lide havregrød’. Hos Mervib stræber man efter at se det hele menneske. Vi behandler de unge forskelligt for at behandle dem lige,” fortæller han.
Udover menneskesynet, er det, at han både har ansvar og frihed, noget af det, der giver ham lyst til at tage turen fra København til Vestsjælland.
”Jeg plejer at sige, at jeg har frihed under ansvar. Ledelsen har tillid til, at jeg kan tage et ansvar og kan lave en faglig vurdering af, hvad der er rigtigt at gøre i en given situation. Selvfølgelig er der nogle ting, der skal gøres. Der skal mad på bordet, og de unge skal have deres medicin. Men grundtanken er, at vi er mennesker, ikke maskiner. Derfor har vi forskellige tilgange,” siger han og fremhæver, at når man selv har været initiativtager og selv har vurderet, hvad der er rigtigt at gøre, så bliver man også mere stolt, når det lykkes.
Kollegaerne imellem er de gode til at udfordre hinanden og sætte fagligheden i centrum.
”Vi kan også have forskellige holdninger og tilgange. Men på hvert indmøde, som vi kalder vores vagter, sørger vi for at have en halv time, hvor vi sætter fagligheden i centrum, og hvor vi også gerne udfordrer hinanden,” siger han og tilføjer:
”Og så er der plads til at være sårbar. Faktisk skal man turde at gøre sig selv sårbar, når man arbejder her – og fx sige: Her trådte jeg i spinaten og lavede en fejlvurdering, men jeg lærte af det. Det gælder også over for de unge. Jeg synes faktisk, sårbarhed er et ord, der bliver brugt for lidt. Det er vigtigt at turde være sårbar, hvis man skal udvikle sig – fx som pædagog,” siger han og peger på det, der motiverer ham allermest ved jobbet:
”Det mest motiverende for mig er at se unge mennesker bevæge sig et sted hen, som de selv er glade for.”