Skal du til jobsamtale? Her er, hvad du skal vide

Jobsamtalen kan være en svær størrelse. Socialt Jobforum har spurgt en ekspert, hvad du kan gøre for at få en god jobsamtale. Det handler blandt andet om, at du viser, hvem du er.

Telefonen ringer. Du er blevet kaldt til jobsamtale. Men hvordan kan du bedst forberede dig, så du øger dine chancer for at få jobbet?

Laust Westtoft er direktør hos konsulenthuset Carematch ApS, og arbejder til dagligt med at hjælpe virksomheder med at rekruttere medarbejdere til stillinger i socialsektoren.

Her er hans bedste råd til dig, der skal til jobsamtale.

Kom til tiden

Ifølge Laust Westtoft betyder førstehåndsindtrykket meget, når du skal til jobsamtale.

”Kom til tiden, vær ordentlig og præsentabel i din fremtoning. Det er helt afgørende og skaber det bedste udgangspunkt for samtalen,” siger han.

Lyt og svar konkret

Når samtalen går i gang, er det godt at give dig tid til at lytte aktivt og reagere præcist.

”Giv dig tid til at lytte og svare konkret på de spørgsmål, du bliver stillet,” siger Laust Westtoft.

Derudover anbefaler han, at du bruger konkrete eksempler fra dit arbejdsliv, der fremviser dine kompetencer og erfaringer i relation til jobbet på en troværdig måde.

”Når du bliver spurgt om arbejdsopgaver eller arbejdssituationer, kan du henvise til eksempler, der viser, at du mestrer en given kompetence,” siger han.

Vis, hvem du er og vær autentisk

Ifølge Laust Westtoft mener 93 procent af arbejdsgiverne, at personligheden er vigtig, når de ansætter en kandidat i et job. Derfor er det vigtigt, at de kan mærke dig til samtalen.

”Vis, hvem du er fremfor at forsøge at tilpasse din personlighed til den, du tror, arbejdsgiveren vil ansætte. Du skal sørge for at vise sin personlighed, så du ikke bliver ansat på falske forudsætninger,” siger han og fortsætter:

”Det er vigtigt, at du demonstrerer, at du er autentisk og entusiastisk og rent faktisk gerne vil have jobbet. Det gør ikke noget, at du er nervøs. Det kan du bare sige til samtalen. Det har langt de fleste arbejdsgivere stor respekt for, fordi det viser, at der er noget på spil for dig.”

Hav styr på dine referencer

Når du søger job, ringer arbejdsgiveren ofte til dine referencer. Faktisk henter flere arbejdsgivere end tidligere referencer, fortæller Laust Westtoft.

”Et stigende antal arbejdsgivere indhenter referencer. Så hav styr på dine referencer. Jeg vil anbefale, at man ringer til sine referencer og forbereder dem på, at det kan være, de bliver ringet op,” siger han.

Vær forberedt

Det kan betale sig at lave noget research på den arbejdsplads, du skal til samtale hos.

”Sæt dig grundigt ind i, hvad det er for et job, du søger, og hvad det er for en arbejdsplads,” siger Laust Westtoft og uddyber:

”Det kan være, at du ved noget om målgruppen eller stedets særlige faglige profil. Det giver dig mulighed for at tale ind i den specifikke profil eller en faglig metode, de bruger på stedet. Det er vigtigt, at du kan tale ind i virksomhedens kerneområder.”

Derfor skal du heller ikke bare stille spørgsmål for at stille spørgsmål, understreger han.

”Hvis du stiller spørgsmål under samtalen, skal det gerne være konkrete spørgsmål, der udspringer af en ægte nysgerrighed.”